AMD udskyder Radeon HD 7990 til slutningen af august

Skrevet af Michael Larsen,

AMD udskyder Radeon HD 7990 til slutningen af august
VR-Zone mente tidligere på måneden, at vi ville se en begrænset lancering af dual-GPU modellen Radeon HD 7990 sidst i juli måned, men de seneste forlydender siger, at den er blivet rykket en måned tilbage, så den nu er sat til at komme i slutningen af august måned.

Kortet, der er udstyret med to Tahiti XT GPU'er, vil tilsyneladende kræve fire 6-pin strømstik i stedet for to 8-pins og det vil have en PLX chip til håndtering af CrossFire. En chip der ellers har været en stor mangelvare på grund af den store efterspørgsel.

Bagpå kortet skulle man finde fire mini-DisplayPort stik samt to Dual-DVI stik og de forlydender der har været om en 12 GB udgave, skulle ikke være noget vi ender med at se på butikshylderne, så de entusiaster, der hoster op med de ca. 8.000 kroner, som kortet forventes at koste, må tage til takke med de 6 GB GDDR5 hukommelse (som også burde være mere end rigeligt for de fleste).

Men som altid med denne slags rygter, er det fornuftigt at tage al information fra anonyme kilder med et gran salt. Meget kan nå at ændre sig endnu.


Kilde: Videocardz.com

Kommenter denne artikel