Apple lancerer også en ny farverig 4" iPod Touch

Skrevet af Martin Graversen,

Apple lancerer også en ny farverig 4" iPod Touch
Har man først sagt A, bør man også ofte sige B, hvilket i Apples tilfælde vil sige, at hvis de første har lanceret en ny iPhone med en større skærm, er den telefonløse iPhone, bedre kendt som iPod Touch, nærmest nød til at følge trop.

Det gør den nye 5. generation iPod Touch også, da den selvfølgelig er udstyret med den samme 4" retina-skærm som iPhone 5'eren, og lige som sin snakkesalige storebror, har den en højtaler, en Lightning-port og et headset-stik placeret i bunden. Der ud over er den bygget med en børstet aluminiumsbagside, hvilket lyder lovende i forhold til den eksisterende blanke overflade, der ud over er den kun 6,1 mm tyk og vejer 88 gram.

Læs også: Apple præsenterer den hurtigere og tyndere 4" iPhone 5



Pointen med iPod Touchen er dens lave pris i forhold til iPhonen, hvilket er grunden til at Apple kun har opgraderet processoren til 4S'erens dual-core A5-chip. Den er dog stadig væsentligt hurtigere end den forrige iPod Touch-model, Apple taler ligefrem om en syv gange forbedring af GPU-ydeevnen.



Det nye 5 megapixel iSight-kamera har desuden fået blitz og et beskyttende safirglas. Kameraet kan, lige som den nye iPhone 5, også tage Panorama-billeder. Apple lover desuden nonstop musikafspilning i op til 40 timer og video i op til 8 timer, hvilket er en smule bedre end forgængeren.



iPod Touch understøtter kun Bluetooth 4.0 og almindelige Wi-Fi, men den er alligevel udstyret med den virtuelle assistent frøken Siri og den samme nye facebook-integration, lige som den nyere iOS 6-kompatible iPhone-familie.

Læs også: iOS 6 og en ny iTunes udkommer snart



Hvis man har en tendens til være lidt klodset, kan man gøre brug af den inkluderede farvekodede løkke. Den nye iPod Touch er selvfølgelig også udstyret med Apples nye Lightning-stik og EarPods-headset, som vi tidligere har beskrevet i henholdsvis iPhone 5- og Pod nano-nyhederne.



5. generation iPod Touch bliver i løbet af oktober tilgængelig i fem forskellige farver, som hver i sær kan købes med en kapacitet på 32 eller 64 GB. Forudbestillingen starter fra i morgen (fredag den 14. september), hvor 32 GB-udgaven kommer til at koste 2.499 kroner.

Læs også: Apple løfter sløret for en ny redesignet iPod nano


Kilde: Apple

Kommenter denne artikel