Helium i harddiske kan både øge kapaciteten og reducere strømforbruget

Skrevet af Martin Graversen,

Helium i harddiske kan både øge kapaciteten og reducere strømforbruget
Hitachi Global Storage Technologies (HGST), der nu ejes af Western Digital, har annonceret deres planer om at sælge heliumfyldte harddiske næste år. Vi kan se frem til et 23% mindre strømforbrug og to ekstra magnetiske skiver i disse harddiske.

Ved at erstatte harddiske fyldt med almindelig luft med heliumfyldte harddiske, kan Western Digitals filial HGST fra næste år tilbyde harddiske, der bruger væsentligt mindre strøm. Det vil især gavne store datacentre, hvor antallet af harddiske er flercifret. Heliumfyldte harddiske bruger hele 23% mindre strøm, og derudover vil teknologien også mindske harddiskens driftstemperatur med 4° celsius.

Producenten kan med teknologien også tilføje to ekstra magnetiske skiver i en harddisk. Den hidtil øvre grænse for magnetskiver har været på fem for en 3,5" harddisk, og da én magnetskive kan rumme op til 1 TB, kan vi se frem til heliumfyldte harddiske med kapaciteter på op til 7 TB - medmindre HGST inden næste år kan presse yderligere flere GB ind i en magnetskive.

Harddiskproducenternes ingeniører har i mange år vidst, at den almindeligt luft i harddiske skaber turbulens, hvilket fører til en formindsket ydeevne og en højere temperatur, men det er først for nyligt, at man har fundet en løsning til at erstatte luften i harddiske. De nuværende harddiske har en luftkanal til at udligne trykket, når harddisken arbejder hårdt. Men HGST's ingeniører, har været i stand til at udvikle en struktur, der kan modstå ændringerne i lufttrykket.

Ifølge HGST har det taget hele seks år, fra ideen med at bruge helium opstod, til den nu kan implementeres i forbrugervarer. Undervejs i forløbet, fandt man også andre gasarter, der kunne producere bedre resultater, men disse var for svære at implementere. For eksempel kunne hydrogen ikke bruges, da det er stærkt brændbart og ville kræve en stærkere, og dermed væsentligt dyrere ramme til harddisken.


Kilde: Engadget

Kommenter denne artikel