Samsung fremstiller første 2 GB LPDDR3-hukommelse til mobile enheder

Skrevet af Martin Graversen,

Samsung fremstiller første 2 GB LPDDR3-hukommelse til mobile enheder
Samsung har netop bekræftet, at de er i gang med at producere de første 2 GB LPDDR3-hukommelsesmoduler til smartphones og tablets.

LPDDR3-standarden blev først færdiggjort af JEDEC forrige maj, og de hurtige moduler er særligt tiltænkt 4G-kompatible mobile enheder. Mens LPDDR3 beholder de strømbesparende funktioner og signalinterfacet fra LPDDR2, kan man der ud over se frem til højere clockhastigheder, lavstrøm-selvopdatering og smart arrayhåndtering.

De fleste nyere high-end smartphones og tablets, så som Galaxy S 3 og iPhone 5, er udstyret med den eksisterende LPDDR2-standard. De første LPDDR3-armerede smartphones og tablets kommer nok også tidligst på markedet i anden halvdel af 2013.

Samsungs LPDDR3-moduler er bygget på en 33 nm arkitektur og kører med hastighed på 1600 MHz, hvilket er dobbelt så hurtigt som den eksisterende generation af hukommelsesmoduler. Den maksimale overførelseshastighed ligger desuden på 12,8 GB/s, så man kan afspille en Full HD video i realtime. Til sammenligning understøtter de eksisterende LPDDR2-moduler en båndbredde på 8,5 GB/s.


Kilde: Tom's Hardware US

Kommenter denne artikel