Valve påbegynder betafasen for Steam til Linux

Skrevet af Martin Graversen,

Valve påbegynder betafasen for Steam til Linux
Valve vil i oktober give 1.000 heldige Linux-brugere adgang til den første lukkede beta af Steam til Linux.

Steam udkom officielt til Windows-platformen i 2003, men der skulle gå hele syv år, før Mac-brugerne fik adgang til den digitale spilbutik. Mac OS X har som bekendt Unix-blod i årene, og det var kun et spørgsmål om tid, før Valve ville forsætte til Linux-baserede operativsystemer.

Med Mac OS X-lanceringen i 2010, fandt et par udviklere i øvrigt flere Linux-henvisninger i programmets kode, og Valve er nu endeligt klar til den initierende lukkede betafase af Steam til Linux.

Programmet er dog langt fra færdigt, da betaen indtil videre kun vil bestå af Steam, et Steam-spil og understøttelse af Ubuntu 12.04 og nyere. Linux-udgaven har heller ikke fået implementeret de nye funktioner, så som tv-interfacet Big Picture.

De vil eftersigende i første omgang teste spillet Left 4 Dead 2 på Ubuntu, og de har på kort sigt planer om, at åbne op for tilmeldingen af entusiastiske Linux-testere.


Kilde: Tom's Hardware US

Kommenter denne artikel